Isabellas rejse frem mod Cirkus Trapez, pt. 3

Endelig skete der noget. Den ene campingvogn efter den anden kom fra udlejningsfirmaet. Vi fik en hyggelig vogn at bo i. Vi var dog alligevel for nysgerrige til at blive i vognen pakke ud og sove. Vi ville jo gerne se og lære alle, der allerede var ved cirkusset, at kende.

Den samme aften skulle alle rekvisitter, dvs. for os vores cykler, pakkes ud og stilles til rette i saddelindgangen, så alle fik deres rigtige pladser fra begyndelsen.

Der er ikke noget, der er hyggeligere end at pakke ud i et nyt cirkus, se alle folk lidt an, snakke lidt med hinanden, grine lidt.

Når artister møder hinanden, er det altid som om, de har kendt hinanden i årevis, fordi cirkus er en meget lille bitte verden. Alle kender hinanden, på en eller anden måde, nogen gange bare ved navn eller gennem billeder, man har set i cirkus-programmer. Så man har altid en masse til fælles og kan hurtigt snakke med hinanden.

To piger på min egen alder

De første, jeg hurtigt lagde mærke til, var to piger på min egen alder. Det var Tanya på 12 år og Tammy på 11 år – ligesom mig. Vi kom meget hurtigt i snak, og hurtigt fandt vi alle ud af, at en stor fælles interesse var Trapez. Tammy og Tanys store drøm var også at blive Trapezkunstnere.

Asthon Cirkus havde heldigvis en rekvisit, der stod permanent uden for på cirkuspladsen, hvor man kunne hænge en Trapez op. Det blev så min Trapez, der blev hængt op, og 9 ud af 10 legetimer, vi havde sammen, hang vi på skift eller sammen oppe i Trapezen. Vi legede så meget, vi kunne sammen, ja, vi var faktisk altid sammen, lige undtagen når vi skulle sove, eller jeg skulle ind og optræde med cykelnummeret.

Det var tre helt fantastiske måneder vi tilbragte sammen i Trapezen, eller bare det at være sammen med Tammy og Tanya.

Vi rejste rundt i Australien. Efter Brisbane gæstede vi Sidney, Melbourne og Canberra.

Masser af tårer

Desværre gik tiden i Australien alt for hurtigt. Der var tårer i dagevis. Vi ville bare ikke væk fra hinanden.

Men rejse skulle vi jo, så turen gik videre med hele showet til Paradisøerne Noumea og Tahiti. Det var ubeskriveligt dejlige tider, vi oplevede på de øer. Efter Paradiset kom vi til Lima i Peru for at optræde, derefter Ecuador.

Miraklet

Og lige præcis i Ecuador, i byen Gajaquil, skete miraklet. Damen fra Spanien , der var Trapezkunstner i vores forestilling – stjerne over alle stjerner i Trapez – Miss Mara, skulle tilbage til Spanien, da en af hendes familiemedlemmer var blevet syg. Og da direktionen havde opdaget, at jeg trænede i Trapez, så jeg blev spurgt, om jeg ikke ville lave mit Trapez-nummer indtil Miss Mara kom tilbage.

Sikke en ære, at måtte træde ind i Miss Maras sted!

Jeg svævede højt oppe under skyerne i min svingende Trapez. Jeg have fundet lige præcis det, jeg ville bruge min fremtid – ja, hele mit liv – på, nemlig Cirkus og Trapez.

Og ja, den dag i dag står jeg så bag et cirkus, der selvfølgelig hedder Cirkus Trapez!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s